Anbefaling:
“Steve Jobs – En biografi om manden bag Apple”
af
Walter Isaacson
Udgivet på Gyldendal, 2011

Det er på alle måder et monumentalt værk, Isaacson har begået med “Steve Jobs – En biografi om manden bag Apple”.
Ikke bare på grund af bogens 672 sider.
Heller ikke alene på grund af IT-giganten Jobs, der er tema og hovedfigur i bogen.
Men først og fremmest fordi Isaacson er en fremragende skribent.
Hele tiden er man tryg ved Isaacson som guide igennem Jobs’ liv og levned.
Fordi man fornemmer konstant overblik, sproglig elegance, kritik når den er på sin plads og en udpræget sans for nuancer.
Hertil kommer Isaacsons vel-researchede bog, hvor de mange, mange interview – også med Jobs selv – gør arbejdet. Man fornemmer, at Isaacson ikke har behov for at gøre det til sin bog med utallige tolkninger af begivenheder og beslutninger.
Han er læsernes mand helt igennem. Især når han går tæt på de meget mørke sider af det selvlysende ikon Jobs.

Fæl fyr
Trods sin gudestatus var der bestemt ikke meget gudeligt over Steve Jobs.
Det er én af Isaacsons godt velunderbyggede og gennemgående pointer.
Igen og igen stikker Jobs personlighed sine fæle sider tydeligt frem i bogen – helt fra barndom til bragende succes med Apple.
Et urimeligt og ustyrligt temperament. En despotisk ledelsesform, der i bedste fald kan kaldes management by fear. En sand besættelse i forhold til detaljer, detaljer og atter detaljer.
Det paradoksale er, at netop nogle af disse negative egenskaber synes at have en stor andel i de markante resultater, Apple skabte med Jobs i spidsen. For i Jobs’ komplekse personlighed var der andet gods, der rent fagligt trak i den anden retning.
Et enestående blik for design, udvikling, trends og muligheder.
Isaacson får rundet alle hjørner af personligheden Jobs – og får samtidig tegnet et portræt af en unik virksomhed, der står med nye udfordringer efter Jobs’ død.
Forfatteren til denne markante biografi står selv med nogle ret store udfordringer.
For det bliver rigtig svært for ham at matche denne udgivelse, hvis han senere giver sig i kast med at skrive bøger.

 
WordPress SEO fine-tune by Meta SEO Pack from Poradnik Webmastera